31/1 - 4/5 2014

DET ARABISKE NU

ARKITEKTUR, KULTUR OG IDENTITET

Det arabiske nu er den anden udstilling i Louisianas udstillingsserie med undertitlen Arkitektur og Identitet. Rækken af nedslag i verdens arkitekturer beskæftiger sig med samspillet mellem ny arkitektur og en omverden under stadig forandring. Når vi her taler om ’identitet’ og ’kultur’, er det altså at forstå som begreber, der knytter sig til levende sammenhænge: Der er tale om en permanent proces. Vi ønsker at vise arkitekturen i dens ’indfældethed’ i verden og samfund; mellem politik og kunst, om man vil.

Den arabiske verden tæller 22 lande, der bindes sammen af det fælles hovedsprog, arabisk, men som ellers – fra Beirut til Sanaa, fra Bagdad til Cairo og fra Dubai til Marrakesh – rummer store forskelle og mange undtagelser. Der praktiseres andre religioner end Islam, som i sig selv praktiseres på mangfoldige måder; der findes andre landskaber end ørkenen og andre sprog end det arabiske. Alligevel kan man pege på nogle fællestræk, der har overlevet fra før til nu, og som gør, at vi kan tale om en særlig kultur.

Et fælles vilkår er den meget store gruppe af unge – 50 procent af befolkningen er mellem 15 og 24 år; en generation i venteposition, parat til nye tider. Ikke mindst arabiske arkitekter står i en identitetsmæssig venteposition – splittet mellem en byggebranche, der domineres af kommercielle interesser og store udenlandske tegnestuer, og ambitionerne om at genfinde eller nydefinere en lokal, stedsspecifik arkitektur. Med udstillingen lægger vi et snit og forsøger at give et billede af det, der kendetegner den arabiske verden netop nu.

Udstillingen rummer både arkitektoniske værker og billedkunst og er opdelt i fem sektioner, der alle forholder sig til den grundlæggende rumlige organisering af tilværelsen, der gennemsyrer den arabiske verden. Opdelingen mellem det private og det offentlige rum synes at tegne sig overalt, uanset de mange forskelligheder fra land til land, og relationer mellem mennesker understreges gennem særlige arkitektoniske elementer. Udstillingens fem hovedoverskrifter er:

Hvad er arabisk identitet for dig?
Min faders hus
Nye offentlige rum
Transformation
Fra genius loci til genius logo

Hvad er arabisk identitet for dig?

Mange forhold er med til at afkræfte det vestlige drømmebillede af det eksotiske Lykkelige Arabien. Tusind og én nats drøm og Det Arabiske Forår – store kontraster kommer til syne, når man forsøger sig med store linjer og fælles fortællinger om så stor en region.

Et gennemgående træk for de lande, der i dag kaldes den arabiske verden, er dog sproget – det talte sprog, skriftsproget og billedsproget. Især billedsproget skaber med sine geometriske mønstre en visuel bund under kulturen, som er mærkbar overalt i regionen. Det ornamentale findes i alt fra arabiske tæpper, der traditionelt indrammer ethvert indendørs rum, til flisebelægninger i gårdhaverne, fra kalligrafiens svungne bogstaver til arkitekturen, hvor hele vægge og facader er skabt af komplicerede mønstre, der både opstår som en del af bygningens konstruktion og som interiører i form af semitransparente rumadskillelser. Arabesken, det symmetrisk opbyggede mønster, der synes at kunne fortsætte i det uendelige, er fællesnævneren for det organiske billedsprog, der har rødder i den klassiske islamiske kunst.

Et andet fælles forhold er den rumlige organisering af tilværelsen, der synes at gøre sig gældende uanset de mange forskelligheder fra land til land. I modsætning til de åbne og flydende rum, der udvikles i blandt andet den nordiske arkitektur i dag, bygger arabisk arkitektur og kultur på en knivskarp adskillelse mellem det private og det offentlige rum og mellem sociale funktioner inden for hjemmets mange vægge. Her opereres med en række mindre rum til forskellige formål; kvindernes rum, mændenes rum, værtens rum, gæstens rum … Det traditionelle semiprivate ankomstrum, Majlis, hvor værten møder sin gæst, kan ses som karakteristisk for den måde, hvorpå det private rum forvaltes. Selv om Majlis ikke længere er en fast bestanddel i den moderne arabiske arkitektur, viser fænomenet, hvordan organisering af ritualer og vaner knyttes til arkitektoniske rammer.

En række kulturpersonligheder fra den arabiske verden svarer her på spørgsmålet: ”Hvad er arabisk identitet for dig?”

Min Faders Hus

Det arabiske hus er et hus med mange rum. Den rumlige organisering af boligen mimer på sin vis den arabiske kulturs mange forskellige ritualer og sociale kodekser. Ligesom boligen består af mange rum, består den arabiske kultur af mange sociale 'rumligheder' – mange opdelinger og grænser, der indrammer forskellige hverdagspraksisser. Den mest håndgribelig er opdelingen mellem mænd og kvinder, der kræver forskellige grader af private og semiprivate rum. Men det almindelige familieliv bygger også på en høj grad af privathed, hvor en håndgribelig sammenligning med fx Norden viser sig i forholdet til vinduet. Store glasruder med direkte udsigt til dagligstuen er en sjældenhed i den arabiske verden.

Min Faders Hus er udstillingens arabiske hus. Huset indeholder fortællinger om de mennesker, der bebor det arabiske hus og en række arkitektoniske elementer, der på hver sin måde er nøglen til at forstå den traditionelle arabiske kultur. Mashrabiya-væggen er stadig et vigtigt element i den arabiske arkitektur, der i dag transformeres i forhold til moderne byggeteknik. Men mange traditioner er også blevet omformet eller glemt i mødet med andre kulturer. Eksempelvis har den amerikanske forstads hvileløse gridstruktur og villaer med saftige grønne plæner i forhaven i en årrække erstattet det traditionelle arabiske hus. Især på Den Arabiske Halvø er den traditionelle gårdhave udskiftet med et ubrugeligt udendørsrum, der hverken giver den fornødne skygge og luftcirkulation, som er gårdhavens primære funktion, eller sikrer den privathed, som det almindelige arabiske hverdagsliv bygger på. Her har ny arkitektur ikke fået kvinderne til at solbade, men derimod givet dem mere indendørsliv og stor mangel på D-vitamin.

I dag vender flere arabiske arkitekter tilbage til ældre dyder, der ikke bare understøtter indeklimaet, men også bygger videre på en stærk kultur, der ikke lader sig ændre blot ved mødet med den globaliserede verden og dens arkitektoniske hovedstrømme.

X-Architects om udviklingen af arabisk boligbyggeri

Nye offentlige rum

Det offentlige rum er i disse år det måske vigtigste diskussionspunkt for mange arabiske borgere – både det fysiske rum og offentligheden; borgerens fornemmelse af sin egen position i samfundet.

En ny arabisk offentlighed har set dagens lys på sociale medier som Facebook og Twitter; platforme for den debat, som for alvor satte gang i Det Arabiske Forår i 2011, og som har givet almindelige borgere, deriblandt kvinder, nye muligheder for at ytre sig i et offentligt forum. Mens denne 'parallel-offentlighed' fortsætter sine samtaler, dramaer og kampe i den arabiske verden, ændredes det fysiske rum i 2011, hvor folket indtog gaderne som demonstranter. Flere arabiske kunstnere og aktivister mente, at betydningen af det offentlige rum var ændret for evigt. Selv om de i dag ikke ser ud til udelukkende at have skabt positiv forandring, kan disse begivenheder være medvirkende til en fremtidig nydefinering af det offentlige rum.

Pladsen, der i vestlig byhistorie er symbol for det demokratiske offentlige rum, har over tid ændret karakter fra markedsplads til et rum for fritid og rekreation. Det offentlige rekreative rum eksisterer stort set ikke i den arabiske verden. Tahrirpladsen i Cairo minder allermest om en overdimensioneret rundkørsel, der kun ganske få gange har været samlingspunkt for folket – senest under demonstrationerne i forbindelse med Det Arabiske Forår. Men en ændring af offentlighedsbegrebet vil måske også øve indflydelse på brugen af byrummet.

Mens flere kunstnere i 2011 rykkede deres praksis ud i det offentlige rum, er arkitekturen afhængig af økonomi og viljen til at bygge nyt, og der ses kun ganske få eksempler på arabiske arkitekturprojekter, der har med det offentlige rum at gøre. Det er endnu for tidligt at tale om et arkitektonisk produkt af 'revolutionen', men visionerne findes. Arkitekter i den arabiske verden arbejder i stigende grad med rummene mellem bygningerne. Handelsknudepunktet soukhen er stadig den arabiske kulturs vigtigste offentlige rum, og det er derfor primært den, der er genstand for en revurdering i disse år.

Jean Nouvel interviewet om DOHA SEALIGHT, QATAR, PROJEKT

Transformation – tre tegnestuer

Den arabiske verdens arkitekturlandskab er langt fra tegnet alene af arabiske arkitekter. Traditionenen for udenlandsk arkitektur er lang. Allerede i midten af 1800-tallet, før den britiske kolonisering, kopierede man i Cairo den europæiske bystruktur, der med lange, brede alleer, parker og store hoteller adskilte sig voldsomt fra den traditionelle arabiske by med de smalle, snoede gader, bazarer og moskeer. Senere har koloniseringen af flere arabiske lande gjort europæisk arkitektur til en del af den arabiske kulturarv. I 1930’erne inviterede den irakiske regering på eget initiativ flere store modernistiske arkitekter til at bygge i Bagdad. Le Corbusier var inspireret af den traditionelle arabiske arkitektur, ligesom Jean Nouvel og mange andre er det i dag. Også danske arkitekter som Jørn Utzon, Vilhelm Wohlert, Henning Larsen og Knud Holscher har skabt betydningsfulde værker i den arabiske verden, der i dag anses for nogle af de bedste eksempler på arkitektoniske kulturmøder.

Arkitektur kan ses som et sprog, der fortæller om det sted, den står, og de tanker, der ligger bag. I mødet mellem den udenlandske arkitekt og den arabiske kontekst opstår måske et nyt sprog eller en ny dialekt. Tre tegnestuer giver her hver deres bud på en arkitektonisk transformation af den arabiske kultur, med særlig vægt på nye offentlige rum.

Louis Becker, Henning Larsen Architects, fortæller om tegnestuens arbejde i den arabiske verden

Now Babylon
fra Genius Loci til Genius Logo

Ørkenen dækker cirka 80 procent af den arabiske verden. Dette barske og ufremkommelige landskab er en af grundpræmisserne for den arabiske kultur og arkitektur. Nomadernes telte og simple karavanseraier er den fremherskende arkitektoniske form. Livet forholder sig i dette flydende landskab altid til det mest permanente, nemlig wadier, periodisk opståede vandløb og oaser. Bosættelse sker på kanten af ørkenen og ikke i den.

Således ligger lerbyen Shibam, også kaldet Ørkenens Manhattan, på kanten af den yemenitiske ørken. Shibam er opført i det 16. århundrede og er et af de fineste eksempler på arabisk ørkenarkitektur. Perfekt tilpasset klimaet gennem rumlig organisering og materialebrug udtrykker den det, som man indenfor arkitekturteori kalder Genius Loci – stedets ånd: Arkitektur, der formår at fremhæve og styrke de særlige kvaliteter ved et givent sted. Shibams nærmest eventyrlige skønhed og enkle men imponerende bygningsteknologi inspirerer i dag arkitekter og byplanlæggere over hele verden.

Den arabiske verdens arkitektoniske landskab præges dog alligevel af kontraster. Ørkenens tilbagevendende ’tabula rasa-situation’ har givet anledning til både fortolkninger af den traditionelle arkitektur og anlæggelsen af helt nye globaliserede byer.

En række yngre arabiske arkitekter arbejder i dag med ørkenen som kontekst og med Genius Loci. Her møder det arkitekttegnede byggeri de traditionelle byggeskikke: Den vernakulære arkitektur – de 'indfødtes arkitektur' eller 'arkitektur uden arkitekter' – møder den moderne arkitektur i det, man kan kalde New Vernacular.

Modsat ses også, særligt på den arabiske halvø, et byggeboom, der i høj grad er drevet af ejendomsspekulation og branding. De mange skyskraberprojekter er udtryk for en global markedslogik, der helt ignorerer ørkenlandskabet og de lokale klimaforhold. Genius Loci er blevet til Genius Logo. Arkitekturen er blevet et ikon for den globale markedsføringsånd.

Interview med den libyske forfatter Ibrahim Al-Koni om ørkenen.
Interviewet af Anders Hastrup